Skjorten, der karakteriseres ved at være et stykke tøj til overkroppen, der består af knapper hele vejen igennem samt har lange ærmer og en krave, har været mandens bedste ven i århundreder. Den rigtige skjorte kan være med til at skabe hele outfittet – uanset om man går efter business-looket, det afslappede antræk eller det meget formelle.
De fleste mænd har derfor også flere skjorter i klædeskabet, men det er ikke alle, der har overvejet hvilken rolle, skjorten kan spille for den komplette stil. Skjorter kommer i forskellige pasforme med forskellige mønstre og detaljer. Alt sammen elementer der tilsammen giver den færdige fremtoning.
I denne artikel guider vi til, hvordan du vælger den bedste skjorte til stilen, og hvilke detaljer du skal holde øje med:
Pasform – hvordan skal skjorten sidde?
Afhængig af brug og stil bør man overveje skjortens pasform – skal den sidde tæt, være løs eller midtimellem? Det unge og moderne ”hipster-look” vil ofte kræve den helt stramme skjorte, mens business- eller arbejdsskjorten godt kan være lidt løsere. Er man mere til den afslappede stil, vil en løs variant også være et godt valg. Det er desuden vigtigt, at man tager sin egen kropsform og personlige stil med i betragtning.
Klassisk pasform
Skjorten i ”klassisk fit” er, som navnet antyder, mere gammeldags. Det betyder, at den er til den løse side med mere plads omkring både skuldre, bryst, mave og ærmer. Den vil føles meget afslappet at have på og ikke stramme. Et godt valg for den traditionelle skjorte-bærer eller manden, der er lidt fyldigere. God til at have på hele dagen.
Slim pasform
”Slim fit”-skjorten er meget moderne for tiden. Den sidder tæt ind til kroppen – især omkring bryst, skuldre og ærmer, mens der er lidt mere plads omkring den nederste del af overkroppen. Er man bredskuldret eller bredt bygget generelt, kan det være ubehageligt at bære en slim fit-skjorte. Passer godt til den slanke mand, der ikke har noget imod at vise kroppen frem.
Moderne pasform
”Modern fit”-skjorter karakteriseres ved, at her findes mere plads omkring brystet og skuldrene end slim fit-skjorten – dog uden at pose eller være for løs. Modern fit-skjorten ligger tæthedsmæssigt derfor et sted mellem klassisk fit og slim fit.
Super-slim pasform
”Super-slim fit”-skjorten sidder helt tæt ind til kroppen (både arme, skuldre, bryst og mave) og viser hver en centimeter frem. Den giver ikke meget plads til at trække vejret og passer klart bedst til den helt slanke mand. Denne type bæres ofte mere for udseendets skyld end komforten.1
Hvilke tekstiler, farver og mønstre skal jeg gå efter?
Ud over pasform betyder skjortens stof også meget for det endelige look. Skjorter kommer i mange typer af tekstiler, farver og mønstre, og hver type giver et særligt look.
Stof
Bomuld vil ofte være det bedste valg, da det er behageligt mod kroppen og giver en god åndbarhed. Silke er også blødt mod kroppen, men her findes ikke den samme bevægelighed som med bomuld. Til gengæld kan det se meget skarpt ud – især for den meget stilbevidste mand.
Uldskjorten vil ofte ikke være så ”ren” at se på, men den er varmere og behagelig – den vil bedre passe til den afslappede stil. Man kan også vælge skjorter af syntetisk materiale såsom polyester eller viskose, som ofte er billigere alternativer.
Farver
De ensfarvede hvide og lyseblå skjorter hører til de klassiske valg, som man ikke går galt i byen med. Det er stilsikre farver, som emmer af tradition og signalerer autoritet. Man kan dog sagtens vælge en mere iøjnefaldende farve i overensstemmelse med ens personlighed, stil eller generelle udseende. En farvet skjorte, såsom lilla eller lyserød, kan være et klart ”statement-stykke”, der signalerer selvsikkerhed, og med en sådan vil man bestemt skille sig ud.
Mønstre
Skjorter behøver ikke være ensfarvede, men ønsker man en smule variation i sin ensfarvede skjorte, kan man med fordel gå efter skjorter i poplin eller twill (kiper), der har en mere markant vævning.
Ellers er de gængse alternativer til den ensfarvede de stribede eller ternede skjorter. Her er ofte tale om lodrette striber, der sagtens kan give et klassisk og elegant udtryk. De fleste mænd vil se flotte ud med lyseblå/hvide striber. Er man mere modig, kan man skille sig ud med kraftigere striber – for eksempel pink/hvid eller mørkerød/hvid.
Det ternede print hører ofte til den mere afslappede stil (de fleste tænker på ternede skovhugger- skjorter), men man kan faktisk godt bære tern på kontoret, hvis man bare vælger en mere neutral kombination af farverne.
Pas på med de mønstrede slips, hvis du også vælger en mønstret skjorte.
Hvor vigtige er detaljerne?
Den moderne skjorte er ikke bare en skjorte – ud over tekstil, farve og mønstre skal man også forholde sig til detaljerne. Her er tale om små ting, som kan give skjorten et personligt særpræg. Den modebevidste mand bør især være opmærksom på følgende:
- Krave: Skjortekraven er altid synlig og er med til at indramme ansigtet. Kraven kan variere med hensyn til længden på spidserne. Er spidserne korte, ses der mere af området omkring halsen, og der gives også mere fokus til slipset. De længere spidser er mere klassiske og fylder en smule mere – især hvis der bæres en jakke over skjorten.
- Manchetknapper: Manchetknapper er en lille, men vigtig detalje. Manchetknapperne sidder ved håndleddet, binder ærmerne sammen og fungerer som et slags smykke. De kan både være diskrete eller larmende, og bør vælges efter smag og stil.
- Knapper: Knapperne binder skjorten sammen på fronten, er lavet af plastik og er for det meste gennemsigtige. Ønsker man mere fokus på dem, kan man vælge knapper i kontrastfarver eller som er fremstillet i andre materialer – såsom stof eller naturmateriale.
- Fronten: Med eller uden lomme? De fleste bruger ikke lommen alligevel. Den moderigtige mand vil få et mere stilrent og stramt udtryk uden lomme.
- Bagsiden: Enten vil ryggen være helt uden detaljer eller med syninger/folder omkring skulderbladene. Syningerne har også en praktisk funktion, idet de er med til at forme pasformen og give plads til armene. Slim-fit skjorterne vil ofte komme med ind-syninger på ryggen, som giver et mere skræddersyet look.
- Syningen: Syningen er en sidste lille detalje, der kan give et ekstra pift. En normal syning er usynlig, men kan man vælge en synlig syning, der udgør det for en detalje. For eksempel en syning i en kontrastfarve eller en markant syning, der står i kontrast til et ensfarvet stof.2
Find din unikke stil
En skjorte er dermed ikke bare en skjorte. Den findes i virkelig mange varianter og kan fremhæve din unikke stil og personlighed. Tag ovenstående guide med på råd og gå på jagt hos diverse forhandlere. Brug tid på at lede efter den rigtige stil og husk at holde øje med detaljerne – det kan gøre hele forskellen.
Fokusér både på pasform, tekstil, farve, mønstre, knapper og krave og lad dig inspirere af både nutidens mode og det mere klassiske bagland – skjorten er skabt til alle lejligheder. Du kan blandt andet se nærmere hos stilfavoritten Kaufmann, der har op til 50 procents rabat eller hos modehuset Magasins udsalg med op til 75 procents rabat.